Tags

, , , , , , , , , , , ,

Got my painter’s “corner” set up in the living room by rearranging furniture. Now I just have to battle my performance anxiety alongside my urge to spend a fortune on supplies….

So taking up this hobby again after 10-15 years (not counting computer graphics and similar antics) has been a strong urge lately but also brought out all sorts of fears. I have no idea why this resistance exists in me, it must mean it’s somehow important and my subconscious wants to fight it with any means to make me lay off and continue my old path. It’s futile, as I’m determined to keep pushing, but an interesting process, a tug of war. I guess I not only have an inner critic I need to talk some sense into, but also a drama queen and somewhere in the far corner lives Marvin, the paranoid android.

I might get wheelies for this if I get into large paintings again, since I’m short and it’ll be a struggle to reach over a 40 cm deep shelf. But I really like these square modules with all the different kinds of baskets and accessories that you can get. And if I can just roll it to the right under the window, it won’t be a problem! You can say a lot about IKEA stuff, but it sure is easy to set up in no time, even by an arthritic midget like myself. (am I a weirdo for actually liking that kind of activities?)

Cartoon of my horses that I was working on a few years ago.

There was absolutely nowhere this would have fit in here before we turned sofa and tv 180 degrees, but we don’t actually feel more cramped than before, so that’s a definite win – just have to live with one part backing up to the window. An added bonus is, I can now see the fireplace from the sofa.

To be continued….

Leave a Comment

På dansk

Så fik vi endelig drejet sofaen 90 grader og tv’et flyttet til den anden væg, så jeg kunne få mig et lille hobbyhjørne i stuen. Så mangler jeg bare at finde ud af, om jeg overhovedet KAN male efter så mange års pause, det føles faktisk lidt skræmmende selvom lysten er der. Underligt, at man kan have så modsatrettede følelser for noget som bare skulle være sjov og ballade, ikke? Men jeg vælger at tolke modstanden fra min underbevidsthed som et tegn på, at jeg faktisk har gang i noget vigtigt, så den indre kritiker kan få en finger kan den. Basta.

1990 – aner ikke hvad det forestiller.

For at det hele ikke skal komme til at ligne et formningslokale har jeg tænkt mig at sætte et stykke klar plast på væggen bag lærrederne, lige til at pille ned hvis der kommer gæster, ligesom min “fine” røde voksdug hurtigt kan fjernes fra spisebordet. Til daglig er vi ret ligeglade med den slags, det er et sted vi lever, ikke en udstilling…. Og jeg ved, at hvis jeg skal bruge en halv time på at rydde pynteting væk og finde ting frem inden jeg kan komme i gang, ja, så bliver det ikke til noget. Nu kan jeg jonglere med farvepulver så snart jeg kommer ud af brusebadet med en god ide til noget nyt garn, og lærredet sidder på væggen og råber til mig hver gang jeg træder ind af døren: ikke flere dårlige undskyldninger!

Fortsættelse følger…